Året er ved at gå på hæld, og det betyder både en afslutning og en ny begyndelse. Det er med andre ord tid til at give din økonomi et eftersyn.
Uanset, om din økonomi er helt i orden, eller om den virkelig kunne trænge til at blive gået igennem i sømmene, bør du hvert år tjekke op på din økonomi. Gør det til en vane – ligesom forårsrengøringen.
- Tjek din forskudsopgørelse
- Kig på året der gik
- Indhent tilbud
- Visualiser dit budget
- Opdater dit budget løbende
Tjek din forskudsopgørelse
Først og fremmest bør du få styr på din skat. Det kan nemlig koste dyrt i sidste ende, hvis ikke der er styr på den. Du kan stadig nå at rette lidt op på skatten for i år ved at gennemgå din nuværende forskudsopgørelse, men du bør også allerede nu tage et kig på forskudsopgørelsen for næste år. Har du skiftet job, er du blevet skilt, har du købt eller solgt bolig eller andet, der kan have betydning for dine rentefradrag, bør du ændre det i din forskudsopgørelse, så den er så retvisende som mulig. På den måde undgår du ubehagelige skattesmæk.
Kig på året der gik
Når du skal lægge et nyt budget, er det en god idé at kigge på det gamle. Sæt dig ned en dag, hvor du har god tid, og gennemgå din økonomi for sidste år; enten for hele året eller for de seneste måneder. Det kan du nemt gøre ved at kigge på poster på din netbank. Ved at klarlægge, hvad du har brugt dine penge på, er det nemmere at ændre, hvad du vil bruge dem på i fremtiden.
Indhent tilbud
Vil du gerne have en bedre økonomi, er det en god idé at skære ned dér, hvor det giver mening. Og det gør det i allerhøjeste grad på de poster, hvor du kan få et tilsvarende produkt til en lavere pris. Det kan for eksempel være abonnementer som tv, internet og mobil, men det kan også være forsikringer og lån, hvor der for alvor er penge at spare. Drop i øvrigt de poster, du kan undvære. Det kan for eksempel være det fitnessabonnement, du alligevel bruger alt for sjældent, men det kan også være tv-pakken til fordel for streaming.
Visualiser dit budget
Det er selvfølgelig hurtigt og nemt at lave et budget i Excel på computeren og så glemme alt om det. Men hvis dit budget skal være en hjælp eller rettesnor i hverdagen, bør du visualisere det. Enten kan du printe det ud og hænge det på køleskabet, eller også kan du gøre noget rent praktisk, for at pengene rækker. Det kan være i form af et kuvertsystem, hvor du lægger månedens eller ugens beløb til mad og husholdning i en kuvert. En anden mulighed er at oprette forskellige konti til de forskellige poster, så du på den måde kan holde pengene adskilt.
Opdater dit budget løbende
En anden fordel ved at visualisere dit budget er, at du husker på det løbende og på den måde bedre har mulighed for at opdatere og tilpasse det. Får du flere eller færre penge mellem hænderne, er der måske nogle ting i dit budget, du vil ændre. Kan du se, at du ikke kan holde budgettet, er det også nemmere at opdage og lave justeringer, så der er større chance for, at det lykkes fremadrettet.