Guide: Sådan laver du en opsparing i et stramt budget

Det kan virke umuligt at lave en opsparing, hvis budgettet er stramt, men netop i et stramt budget er opsparingen vigtig og kan have stor betydning for din økonomi.

Vigtigheden af en opsparing i et stramt budget

I et stramt budget er en uforudset udgift som et køleskab, der står af, eller en høj tandlægeregning typisk en katastrofe. Løber det kun lige rundt, kan det være svært at overskue, hvor pengene skal komme fra. Det kan også være penge til julegaver, som egentlig er en forudset udgift, men som ikke er en del af hverdags-budgettet. Her er det vigtigt med en opsparing.

Start i det små

Du behøver hverken at sætte 300 eller 500 kr. til side hver måned. ”Mange bække små”, siges der – og det gælder også en opsparing. Du kan blandt andet spare op uden egentlig at mærke til det på følgende måder:

  • Tjek bonen, når du handler, og få penge tilbage i kontanter, når varerne er slået forkert ind. Put pengene i en sparegris.
  • Brug ”rund op” i din netbanksapp. Mange apps har den funktion, at dine indkøb kan rundes op til nærmeste 5’er eller 10’er, og at det oprundede beløb sættes ind på opsparingskontoen.
  • Sælg ud. Du har med garanti mange ting derhjemme, som du ikke bruger. Det kan være tøj, køkkensager, legetøj, bøger, osv. Sælg ud og sæt pengene ind på en opsparingskonto.

Udlej et værelse eller tillad telt i haven

Vil du gerne sætte lidt flere penge til side om måneden, kan det kræve en ekstra indtægt. Det kan du få – uden at arbejde mere – ved at udleje et værelse til en studerende eller at tillade telt i haven via Airbnb eller diverse facebook-grupper for en lav pris pr. nat. Bor du til leje, bør du dog tjekke med din udlejer, om fremleje af dele af boligen er tilladt.

Tjen penge på din hobby

Har du et par ekstra timer i døgnet, kan du arbejde freelance i weekenderne, eller når børnene er lagt i seng til aften. Du kan f.eks. tilbyde grafisk arbejde, sælge hjemmestrikkede karklude, slå græs, pudse vinduer eller noget andet, som du er god til. Et par timer om måneden giver nok til en god opsparing. Vær dog opmærksom på, at du naturligvis skal betale skat af din indtægt.

Skriv en kommentar